Jeg ved, hvordan det føles at blive i noget, man egentlig godt ved ikke er rigtigt.
Jeg var i et forhold i otte år. Syv af dem burde jeg ikke have været der.
Ikke fordi jeg var et dårligt menneske. Men fordi jeg bar på mønstre, der var meget ældre end det forhold. Mønstre jeg havde lært som barn — at tilpasse mig, at holde fred, at undertrykke det jeg mærkede for at undgå konflikt.
Jeg kendte ikke mine egne grænser. Og selv når jeg mærkede dem — turde jeg ikke handle på dem. Jeg var bange for at forlade relationen. Så jeg blev. Overtænkte. Tilpassede mig. Håbede, at det ville ændre sig.
Det, der manglede, var ikke mere analyse. Det, der manglede, var ro. Ægte, kropslig ro.
Den ro fandt jeg. Ikke på én gang. Men gennem arbejde, der gik dybere end tankerne.
For mig betød det at gå. Men det handler ikke om, at svaret altid er at forlade forholdet. Det handler om at finde roen — og lade den vise dig vejen. For nogle betyder det at gå. For andre betyder det at blive, og blive den mand, deres relation har brug for.
Jeg har drevet virksomhed i over 10 år. Jeg har altid vidst, hvordan man handler. Men den samme klarhed havde jeg ikke i mit forhold — før jeg begyndte at arbejde med det, der virkelig lå bag.
I dag arbejder jeg med mænd, der kender den følelse. Mænd der er reaktive, selvom de ikke vil være det. Mænd der overtænker, trækker sig eller eksploderer. Mænd der ved, noget skal ændre sig — men ikke ved præcis hvad eller hvordan.
Jeg er ikke her som en, der har fundet alle svarene. Jeg er her som en, der har gået vejen.
